Kirkegården

Kirkegården

Mange af jer kender sikkert H.C. Andersens Nattergalen, hvor kejseren ligger for døden og den lille levende nattergal kommer for at synge ham trøst og håb:

”…… og den sang om den stille kirkegård, hvor de hvide roser gror, hvor hyldetræet dufter, og hvor det friske græs vandes af de efterlevendes tårer; da fik Døden længsel efter sin have og svævede, som en kold, hvid tåge, ud af vinduet.

I disse tider har man fået blik for, at velindrettede haver har en helende virkning på mennesker. Det kan gravere rundt omkring på landets kirkegårde tale med om. For de er kirkens ansigt udadtil og øvede i kontakten med besøgende.

Fra vores egne gravere ved vi, at de til stadighed er opmærksomme på den svære kunst, det er at vide, hvornår man skal tie, og hvornår man skal tale for at vise mennesker i forskellige livssituationer respekt.

Desuden ved vi fra vores gravere, at de i deres arbejde bestræber sig på, at kirkegården ser ud som og tilbyder sig som en helende have, de levende kan længes efter at gå i og at gå væk fra igen med trøst og håb.

For tiden arbejder vi på at indrette kirkegården efter de nye tider, der helt konkret levner mere og mere plads til ny-anlæggelser med endnu større rekreativ skønhed for kirkegårdens mange besøgende.